Copenhagen Jazz Festival – Jazz Forum 10-11/2012, Polen

November 2012
Af journalist Marek Romański
oversat fra polsk

Dette var mit tredje besøg i Danmarks hovedstad under Copenhagen Jazz Festival, og ligesom de andre gange, kunne jeg komme takket være Jazz Danmark og CJF, som inviterede mig. Festivalens 34. udgave fandt sted mellem d. 6. og d. 15. juli 2012 og var endnu rigere med koncerter, end de forrige år.

Sidste år, i løbet af ti festivaldage var der ca. 900 koncerter, mens der i år var over 1000. Forskellen er som sådan ikke til at bemærke, taget mængden af koncerterne i betragtning – man kan ikke være alle steder på en gang, men bliver nødt til at træffe nogle svære beslutninger, vælge, løbe og køre rundt i næsten hele byen.

Jeg var heldig at kunne nyde det igennem fire dage, altså mellem d. 11. og d. 14. juli. Mange steder, som jeg kendte fra de forrige udgaver af festivalen, havde fortsat beholdte sin funktion, nogle var ikke længere med i programmet, eller fik lidt mindre betydning, f.eks. spillestederne i Tivoli. En godt nyhed for alle dem der besøger København er, at det legendariske sted Montmartre er åbnet igen, hvor der udover de talrige koncerter også var jam sessions til den lyse morgen. Man kunne også nyde det nyrenoverede JazzHouse med en helt vidunderlig akustik. For et par år siden var stedet lukket pga. problemer med finansiering og truede med at lukke i lang tid, som Montmartre. Det lykkedes dog at finde en sponsor som kunne kickstarte stedet igen. Der åbnedes mange nye steder, især dem som er en effekt af revitalisering af de postindustrielle bygninger tæt på Hovedbanegården. Bydelen er fortsat mørk og mystisk, hvor man kan se mange fulde, unge mennesker og prostituerede. Nu, udover de kropslige nydelser, kan man finde mange ”lofter”, som 5e eller KB18, hvor musikgenrer som jazz, avantgarde og elektronica kan høres hele natten igennem.

Copenhagen Jazz Festival har også en vifte af flere mindre festivaler og koncertrækker. Begge parter (både CJF og andre partnere) kan nyde godt af samarbejderne – en gigantisk festival kan tilbyde lytteren endnu større mangfoldighed, og de mindre arrangører får sin plads i det samlede program, rigtig god promovering og en strøm af lyttere. Første koncert jeg hørte efter at ankomst var en koncert med en dansk sangerinde, Marie Carmen Koppel under Valby Summer Jazz – en af arrangørerne, som var med til at bredde festivalens tilbud ud. Valby Summer Jazz foregår i Valby, som er en del af hovedstaden. De fleste koncerter fandt sted i en stor sal med rigtig god akustik,
Prøvehallen. Stifteren af Valby Summer Jazz er den danske saxofonist, Benjamin Koppel, som i år af blev ”supportet” af den amerikanske pianist Kenny Werner. Begge optrådte med Marie Carmen Koppel (saxofonistens søster) på scenen, mens rytmegruppen bestod af to amerikanere – Scott Colley på bas og Jonathan Blake på trommer. Marie Koppel har en dyb, sort stemme, som minder meget mere om blues og soul end klassisk jazz. Ikke desto mindre er hendes repertoire præget af jazz standarder. Werners akkompagnement var rigtig godt, han kan vist finde sig til rette i samtlige jazzstilarter, som jeg blev overbevidst om til andre koncerter. Rytmegruppen Colley/Blake er fra den absolut højeste, amerikansk hylde, altså: swing, feeling, fleksibilitet, afslappet approach og parathed.

Under den samme Valby Summer Jazz, havde jeg fornøjelse at høre yderligere to koncerter; Lee Konitz with The Kenny Werner Quartet og Avishai Cohen/Kenny Werner/Omer Avital/Benjamin Koppel/Jonathan Blake. Den første fandt sted d. 12. juli i det prestigefylde Betty Nansens Teater, og var en af de vigtigste begivenheder indenfor jazz denne sommer i København. Den 84-årige altsaxmester var bakket op af samme band som Marie Koppel, men musikken var meget anderledes. Konitz har den unikke klang på sin altsax, han kan også spille lange linjer, næsten på grænsen med stilheden. Han er måske ikke virtuos, men man kan høre erfaring og visdom igennem hans instrument. Han vælger altid de vigtigste noder. Han var i god form, spillede nogle gang kun med rytmegruppen, eller kun med klaveret eller kontrabassen. Han gled næsten ubesværet over akkorderne, let og afslappet. Bandets empatisk spil var også bemærkelsesværdigt. De var hele tiden fokuseret, og blev motiverede endnu mere af mesterens tilstedeværelse. Et fuldt pakket hus reagerede entusiastisk med stående ovation til allersidst, hvilket er et sjældent syn i København. Som gevinst fik publikum et ekstranummer, som kom ud af tilsyneladende kaotiske klange, for derefter at fortsætte som Cherokee, afsluttet i en hardbop udgave.

Avishai Cohen (trompetisten) optrådte samme sted dagen efter med næsten samme orkester med en undtagelse, hvor Scott Colley på bas blev erstattet af Omer Avital. Musikalsk set var det subtil, kontrolleret, trance free med stærke indflydelser af jødisk musik. Trompeten og saxofonen fungerede rigtig god sammen, og Kenny Werner viste os endnu en gang et nyt ansigt. Han passede rigtig godt ind i den israelske trompetists verden, men var stadigvæk sig selv. Cohen er sikkert en af de mest teknisk avancerede trompetister, han kan spille rigtig højt uden at miste noget af sin lyd.
Interessant og inspirerende koncert. De fleste koncerter fandt alligevel sted under CJF selv, en af de mest eksponerede var den i den topmoderne, arkitektonisk imponerende bygning, Den Sorte Diamant, som rummer Det Kongelige Bibliotek. Faktisk minder den om en halveret blok af en sort diamant, som afspejler sig i vandet af Københavns hovedkanal.

Koncerterne, der fandt sted der, havde en specielt betydning, ikke kun fordi musikerne var af stjernestatus, men også akustikken var helt på toppen (salen var specielt designet således, at man selv i sidste række kunne opfange alle detaljer). Jeg hørt koncerten med den italienske pianist Steffano Bollani. Lederen var bakket op af en dansk rytmegruppe (Jesper Bodilsen, bas, og Morten Lund, trommer). Dette projekt har nu fungeret i ti år, som man kunne høre med det samme. Bassisten og trommeslageren fornemmede pianistens spil perfekt, speciel ros går til Morten Lund, som understøtte pianistens skæve fraser klart og præcist. Pianistens spil er i høj grad inspireret af Monk, men er endnu mere nervøs, tæt og repetitivt på en original måde. Pianisten spiller med hele sin krop, nogen gang i en slags trance. Der var også lidt humor involveret; bandet spillede Michael Jacksons Billie Jean med lederens vokal.

En anden prestigefylde sal hedder Hofteatret og er placeret i en af vingerne af Christiansborg Slot (der, hvor Folketinget arbejder). Salen har været teatersal i de sidste 250 år. Trods en traditionel, ædel interiør, kunne man høre moderne, avantgarde musik. Jeg hørte to koncerter dér, den første var et projekt lavet af en fænomenal pianist, komponist og arrangør, Jakob Anderskov, som denne gang præsenterede et program lavet specielt for strygere, slagtøj og klaver. Kompositionerne dannede en farverig mosaik af improviseret jazz, gennemkomponerede strukturer, folkemusik og nutids musik. Anderskov ved præcis, hvilken effekt han ønsker at opnå, hans musik er sikker, logisk og inspirerende – han er en af de mest interessante europæiske kunstnere og derfor skal hans virke følges.

Anden koncert jeg hørte på Hofteatret var det første band, som den 70-årige hollandske trommeslager Han Bennink skabte. Han Bennink Trio er faktisk et internationalt band, ved siden af lederen kan man høre en dansk pianist Simon Toldam og en belgisk klarinettist og saxofonist, Joachim Badenhorst. Europæisk jazz’ enfant terrible har bekræftet rygterne om sig selv. Han startede med at brække trommestikkerne og kastede dem rundt omkring salen. Bagefter sparkede han til lilletrommestativet, lavede skøre ansigter, spyttede og foretog sig andre ting, som de fleste musikere ikke finder på. Men da trioen for alvor begyndte at spille, viste det sig, at det hele lød meget interessant. Som det er tilfældet med hollandske musikere, har man nogle gange en fornemmelse af at være til Monty Python Show: Alt var tilladt, efter en free-jazz kedel kunne man høre en melodi lige fra værtshuset, som var efterfulgt af en militær march, for derefter at afslutte med en folkemelodi. Badenhorst har jeg hørt forrige år i Belgien, hvor jeg oplevede hans fremragende solokoncert. Den unge musiker bekræfter de forhåbninger der er til ham; han spiller teknisk udmærket, er velformuleret, humoristisk, og befinder sig perfekt i Benninks vanvittige idéer. Simon Toldam udstrålede musikken med fred og ro, for ellers ville det hele bryde sammen.

Copenhagen Jazz Festival foregår ikke kun i store sale, men også, hvis ikke hovedsageligt, på snesevis af mindre og større steder, hvor man kan høre næsten alt fra total avantgarde til traditionel jazz og blues. Arnested af de nye klange er de nævnte klubber, der ligger i Kødbyen (hvor kødproduktionen i de gamle dage lå). Det er nogen gang svært at finde dem, de er gemt i labyrinter af gamle lager og produktionslokaler tæt på Hovedbanegården. Allerede den første aften fik jeg besøgt klubben KB18, som jeg fandt efter en lang søgning lige før midnat. Det viste sig, at bandet White Trash ledet af Jakob Bro og Søren Kjærgaard, var i gang med at stille op. Stedet, som var meget avantgardeindrettet, var pakket med unge mennesker, som forventede noget utraditionel musik. Og så fik de lige præcis det. Ud af kaos, støj og en blanding af akustiske og elektroniske lyde, kom der nogen korte melodier og musikalske landskaber. Det hele blev mere og mere intensivt med tiden og nåede til sidst et vild, men alligevel kontrolleret støj niveau.

Den nærliggende 5e er en scene, som præsenterer kunstnere forbundet med det uafhængige pladeselskab ILK. Man kunne høre navnene, som Lotte Anker, Stefan Pasborg, Jakob Anderskov, Simon Toldam, Mark Solborg, bandet Lovedale og mange flere.

Et andet interessant sted, men en rigtig god atmosfære, er klubben JazzCup, som ligger i Gothersgade, tæt på Rosenborg Slot. Det er rent faktisk en pladebutik, med tusindvis af plader, men også det officielle kontor at Sundance/Stunt Records. Man kunne høre musik der, drikke en øl og spise en croissant. Jeg hørte den amerikanske saxofonist George Garzone med Rasmus Ehlers Trio (Jonas Westergaard, bas, Jakob Høyer, trommer): Coltrane-jazz på allerhøjeste niveau, det hele meget tæt på publikum i en afslappet atmosfære. Endnu mere direkte kontakt mellem kunstnere og
publikum kunne man opleve på Gustavs Bistro & Butik, hvor jeg nød koncerten med Marylin Mazur, perc, Thomas Agergaard, sax og Klaus Hovman, bas, til et godt glas vin. Bandet præsenterede et moderne, mainstream spil med forsigtige frie passager. Deres musik blev godt pyntet med Marylin Mazurs farverige instrumenter samt lyden af kalimba.

Toppen af intimitet er sikkert det lille Homemade Records på Nørrebro, som ligger i Jægersborggade (tæt på Assistentens Kirkegård, hvor navne som Niels Bohr, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard hviler i fred). Dette er faktisk en meget lille pladebutik, hvor man ellers kunne høre ret store navne. Da jeg hørte Søren Bebe, p, Martin Fabricius, vib, Kasper Tagel, b, var der måske ti, femten pladser til lyttere og man var alligevel meget tæt på kunstnere. Det forhindrede ikke musikere i at præsentere deres numre (det var rent improvisation det hele, fordi musikerne mødtes for første gang og hver havde tre numre med). Publikum var i tæt kontakt med kunstnere og kommenterede deres musik på stedet.

De fleste steder var alligevel store nok til at rumme almindelige koncerter, også med større bands. Blandt snesevis af steder var der noget, der hed Huset i Magstræde, som rummede seks forskellige spillesteder. Man kunne frit bevæge sig mellem de forskellige scener og opleve et stort tilbud af musikken. Jeg var derinde for at høre Audiograf, et band ledet af trommeslageren Casper Mikkelsen. Bandet – bestående af to guitarister, en bassist, en saxofonist og lederen på trommer, spillede noget musik til en række taleløse film. Melankolsk post-rock, melodiske linjer på guitar og saxofon, nostalgi, som lød lidt af ECM, de spillede godt sammen med charmen af gamle film. Man kunne høre Emil Hess Evolution Big Band lige ved siden af. De spillede moderne arrangementer krydret med verdensmusik. De lød rigtig godt sammen, især den sorte percussionist, der spillede med. Jeg så frem til Aaron Parks Trio koncert med stort forventning, og selvom lederen spillede smukt, ikke kun teknisk godt, men musikalsk vidunderligt, var rytmegruppen ikke god nok til ham. Huset rummede også den polske jazz‘ fremstød under CJF 2012.

Jeg kunne ikke betragte min oplevelse i København som fyldestgørende, uden at have besøgt en af de bedste jazzklubber i hele Europa, nemlig JazzHouse. Efter renovationen lyder musikken endnu bedre end i de gamle dage. Min sidste aften på CJF hørte jeg den britiske guitarist James Blackshaw og den australske trio The Necks dér. Denne blanding er ikke tilfældigt, eftersom at begge to kunstnere spiller meget minimalistisk og repetitivt, dog på hver sin måde. Den britiske guitarist præsenterede en række miniaturer for en 12-strenget guitar. Musikken skabte en slags trance, og
forberedte lytterne på de 40-minutter lange numre, spillet af The Necks (Chris Abrahams, p, Hammond; Lloyd Swanton, b; Tony Buck, dr, perc). De australske musikere, med deres rytmiske ostinatoer, og tilføjelser af nye klodser til deres musikalske strukturer, skabte en høj spænding, som mindede både om det fjerne østen, men også om tysk krautrock og den amerikanske komponist Steve Reich. Copenhagen Jazz Festival består også af rigtig mange open-air koncerter, afholdt på
byens pladser, parker, kanaler og snesevis af andre steder. Det er måske det eneste sted i verden, hvor man kan møde den amerikanske banjovirtuos, Bela Fleck, midt på gaden, mens han spiller med unge danske musikere…