JAZZLEGENDER OG IKONER PÅ SUMMER JAZZ ’15

Summer Jazz præsenterer levende jazzlegender og legendariske ikoner, når festivalen i år fejrer nogle af musikhistoriens mest elskede og feterede kunstnere. Programmet er offentliggjort.

Summer Jazz præsenterer hvert år levende jazzlegender, men denne sommer fejrer festivalen desuden en række af musikhistoriens allerstørste ikoner, som i år fylder rundt in absentia. En stjerneparade af fremragende musikere vil under temaet ’Sound of Icons’ lade sig inspirere af, spille op imod og hylde nogle af de mest elskede kunstnere gennem tiden; Carl Nielsen (150 år), Billie Holiday (100 år), Frank Sinatra (100 år), Edith Piaf (100 år), Halfdan Rasmussen (100 år) og Billy Strayhorn (100 år). Skuespiller Henning Jensen er med på scenen for at læse op af Carl Nielsens selvbiografi Min fynske barndom, når den folkekære komponist over to dage fejres med koncerter og inspirationsmøde. En hyldestkoncert til Edith Piaf får tillige selskab af skuespiller Tammi Øst, der vil give den franske spurv nyt liv på scenen. Billie Holiday hyldes af sangerinde Josefine Cronholm og Ol’ Blue Eyes vækkes atter til live, når Maria Montell, Michael Carøe, Bobo Moreno, Marie Carmen Koppel og Benjamin Koppel fortolker Frank Sinatras højtelskede klassikere.

Det stjernespækkede program rummer desuden internationale jazzgiganter som Joe Lovano, David Liebman, Don Friedman og festivalens Summer Jazz Giant 2015, den italienske pianist og komponist Enrico Pieranunzi. I selskab med Scott Colley, Benjamin Koppel, koncertmester i Copenhagen phil Anne Søe Iwan og solocellist i DR Radiosymfoniorkestret Henrik Dam Thomsen fra All Star String Quartet, vil den italienske pianist opføre sit til dato største kompositionsværk Les Amants, der ikke tidligere er opført i Skandinavien. Enrico Pieranunzi bevæger sig i grænselandet mellem rytmisk og klassisk musik og har spillet med nogle af verdens største jazzstjerner. ”Det er netop festivalens særkende, at den præsenterer nogle af de største nulevende musikere i nye eksperimenterende konstellationer og på tværs af genrer, nationer og generationer”, fortæller Benjamin Koppel, som er initiativtager til – og kunstnerisk leder af Summer Jazz.

Foruden et overflødighedshorn af overraskende, unikke koncerter gentager festivalen succesen med de populære live-interviews, Meet The Artist og offentlige masterclasses. Som noget helt nyt inviterer Summer Jazz desuden til et inspirationsmøde om Carl Nielsen med TV-vært Adrian Lloyd Hughes som kyndig og selskabelig ordstyrer. Mødet afholdes på Revymuseet på Frederiksberg og vil levere rum til refleksion, hvor publikum og et panel bestående af kulturelle aktører med udgangspunkt i den musikalske oplevelse, kan udfordre den måde, hvorpå vi møder musikken og verden.
Vel mødt!