Februar 2013
4 Stjerner
“Det 10 mand store orkester forholder sig tavst i mørket, og poetry slammeren Thorkil Jacobsen starter ud med en lille ode til Danmark. “Andre siger, du er lille. Jeg kalder dig petite. Nogle siger, du er gammel, jeg kalder dig moden,” lyder det bl.a. lige dele kærligt, ironisk og poetisk. Med sine i alt fire oder bliver han en fin gennemgående figur i denne ekstremt varierede række af indslag. De skæve tankerækker leveres med god sans for timing, og gang på gang får han latteren til at rulle befriende henover salen.
Mere højstemt bliver det, da den svenske, klassiske sopran Gitta-Maria Sjöberg skal synge Nordbrandts tekst “Danskheden”. Benjamin Koppel understøtter følelsesfuldt på saxofon, og der er dramatisk klaverspil ved Anders Koppel. Sammen med Sjöbergs stemme bliver det et storladent udtryk, som kontrasteres godt af Nordbrandts morsomme spidning af den danske folkesjæl. Hermed er det første egentlige clash i spil, og stemningen i salen er i top. Legesygen smitter.
Tredje act er Lone Hørslev, der i fin rød nederdel læser sin “Den græske situation”. Nu kommer der for alvor gang i orkestret, som akkompagnerer hendes slagfærdige tekst med jazzet big band swing, hvor især Jesper Mechlenburgder giver den gas på trommerne. Det er festligt, sanseligt, lækkert – og igen virkelig morsomt.
Politisk korrekthed
Humoren bliver i det hele taget guld værd i disse temmelig selvgode reflektioner over danskheden, der i denne setting ikke kan blive inkluderende nok, og dermed også flere gange drister sig farefuldt tæt på det frelste. Når Per Vers eksempelvis synger “I don’t give a fuck where you’re from, hvor du end er fra, så kan du bare komm”, bliver det næsten ulidelig politisk korrekt i denne anmelders ører, men blandingen af violiner og scratch fungerer fremragende, og nummeret høster med rette kæmpe bifald.
Per Vers og DJ Noize får os også godt op af stolen, da de afkræver publikum dækkende ord for danskhed. Alle kan blive peget ud, og havne på storskærmen med deres ord! Det er en fed gimmick, som Per Vers hjemmevant bruger til ekvilibristisk free style rap. “Jantelov” kommer ubesværet til at rime på “bandesjov” og deslige. Der er ikke meget nyt eller særlig kunstclashet i dette, men bestræbelsen på at lave tankevækkende underholdning imødekommes til fulde.
Højdepunkter
Noget af det, der fungerer bedst er Christian Damgaards ordløse jordomrejse(!) og Selene Muños og Tupac Mantillas “Skriften på kjolen”. Sidstnævnte udvikler sig fra simpel efterabe-leg til decideret klappekunst. Det er rytmisk som ind i helvede, og der presses på underfundig vis lyd og musik ud af alt fra stepdans og vifter til papiret på Muñoz’ flotte skrud af en kjole.
Samme Selene Muñoz fungerer også bragende i parløb med den gudsbenådede danser Josephine Raahauge. Jacob Binzer slår tunge akkorder an, og orkestret folder sig ud i fri leg. Musik og dans løftes til en højere enhed netop via kontraster. Tango og break dance går hånd i hånd. Det er en lille fest og præcis det, vi er kommet for. På samme måde er musikken i centrum i “Mezzo saxophone quintet”, hvor vi blæses bagover af et Sherlock Holmes-inspireret univers af strygere og saxofon, mens Siri Wolthoorn dygtigt fortolker og udforsker det flydende flow af stemnings- og temposkift kropsligt.
Undertegnede var også glad for den klaverspillende Suzanne Brøgger på “Udkantsblues”, hvor en enkel, næsten støvet salonstemning toner intimt frem i det store rum. Ligeledes var det noget nær umuligt ikke at rocke med i sædet til Wafande og Kakas smittende reggaerytmer, som også orkestret synes at more sig gevaldigt med at spille.
Og endelig sang en helt fantastisk Coco Karshøj Hastrup stærkt og sårbart Niels Skousens fine “Herfra hvor vi står” så gåsehuden bredte sig. Sikke en stemme! Man blev decideret slikket i øregangene og bandede lydmanden langt væk for ikke at understøtte dette storladne nummer bedre. Faktisk burde han helt generelt have en røffel for at sove i timen. Flere gange måtte artisterne eksplicit bede om (og vente på) at få deres mikrofon tændt, trommerne forsvandt lidt undervejs m.v. Det kommer der forhåbentlig styr på til de næste koncerter.
Stor spredning
Mindre interessant var Christel Wiinblads “Jeg er fremmed” som blev både læst og sunget. Kirsten Olesen gjorde det godt, men teksten fængede ikke rigtigt, og Marie Carmen Koppel har ved gud en kraftfuld, smuk stemme, men nummeret blev show-agtigt på den lidt for pæne måde, grænsende til det glatte. Kristian Leths folkesang om tro var heller ikke noget, der bed på denne anmelder, ligesom de “42 observationer om kunsten” blev fremsagt helt uden musik, hvilket var synd.
Dog slutter Morten Stræde af med de vise ord: “Straffen for dårlig kunst er glemsel”, og i Torkil Jacobsens fjerde ode lyder det kækt, at “vi er blevet røgfri, men halvkvalte”. Sådan går man derfra med mange fine one liners og “rigtige meninger”. Bedst er det dog, når musikken får lov at være hovedperson.
Der er stor spredning i dette farverige, ambitiøse koncertprojekt, som balancerer på kanten af det frelste i forhandlingen af sit danskhedstema, og som favner så bredt, at der uværgerligt er “hits and misses”. Efter halvanden time er man ikke desto mindre både udfordret, overrasket, underholdt og inspireret. Det er godt gået og al ære værd.”
