Oplev Bazaars afskedsturné i november 2012

Fotograf: Suste Bonnén

All good things must come to an end. Det gælder også gruppen Bazaar med Anders Koppel, Peter Bastian og Flemming Quist Møller, der efter 36 år sammen tager på afskedsturné landet rundt i november 2012.

En dansk kulturinstitution med et stort og trofast publikum. Stiftet i 1976 af de tre musikere: komponist Anders Koppel, tegnefilmsinstruktør og børnebogsforfatter Flemming Quist Møller samt foredragsholder og forfatter Peter Bastian. Gruppen annoncerer, at de stopper i 2012, men ikke uden først at tage på en længere afskedsturné landet rundt i november:

1.11.2012 Vejgaard Kirke, Aalborg
2.11.2012 Atlas, Aarhus
3.11.2012 Olferts, Svendborg
4.11.2012 Biografen Stege, Møn
6.11.2012 Musikhuset, Slagelse
7.22.2012 Klaverfabrikken, Hillerød
8.11.2012 Pakhuset, Nykøbing Sj.
9.11.2012 Dexter, Odense
10.11.2012 Sønderborghus, Sønderborg
11.11.2012 Nørre Vosborg
12.11.2012 Jazz Hobro, Hobro
13.11.2012 Musikforsyningen, Vind
14.11.2012 Paletten, Viborg
15.11.2012 Musikforeningen, Faaborg
16.11.2012 Kulturhuset Gimle, Føllenslev
17.11.2012 Global, Nørrebro

Se de enkelte spillesteders hjemmesider for tid og billetsalg.

Plads til nye projekter
Om årsagen til at stoppe med Bazaar fortæller Anders Koppel:

”Da jeg i vinter færdiggjorde min nye cd, gik sandheden, ja kravet i den titel, som jeg havde givet den, “Everything Is Subject to Change” lige pludselig op for mig. Alt står til forandring – hvad enten vi vil det eller ej. Således også mit elskede gamle band Bazaar, som efter 36 år nu må træde tilbage for at give plads til nye projekter. Dilemmaet er, at jeg jo som altid glæder mig afsindigt til vores koncerter og den lange afskedsturné, som vi skal spille i efteråret. Men samtidig føles det rigtigt at standse, mens legen er god og til gengæld lave en masse ny musik, nye cd’er og andre slags koncerter, som jeg har haft i hovedet i længere tid – samt ikke mindst selvfølgelig at fortsætte arbejdet med mine partiturer som altid.”

Peter Bastian fortæller: ”Da Anders lukkede op for sine tanker om at stoppe samarbejdet i Bazaar, udløste det en samtidig følelse af vemod og akut frihedstrang. Jeg har, som Anders, drømme om musikprojekter, bands og cd-produktioner, som jeg har lyst til at realisere, og som jeg nu vil koncentrere mig om. Derudover fortsætter jeg med at tæppebombe landet med foredrag om min bog Mesterlære”.

Flemming Quist Møller udtaler: ”Tak til vores trofaste publikum. Det har været en fornøjelse at spille for jer.”

Udgivelser gennem tiden

Første album fra ensemblet hed Bazaar Live og udkom i 1978. Sidenhen fulgte Gibbon Jump (1980), Nimbus (1983), Gypsy Joker (1986), En Gudedrøm (1987), Live In Concert (1987) og Bazaar Musik (1993). I 2003 blev Bazaar tilknyttet Anders Koppels søn Benjamin Koppels musikvirksomhed Cowbell Music i Valby, hvor ensemblet udgav sine sidste to cd’er: TRIOLOGY (2006) og dobbelt-cd’en VINTAGE (2008) (Gibbon Jump og Nimbus på samme udgivelse). Anders Koppel vil fortsat være tilknyttet Cowbell Music.